Forskellige voldsformer
De fleste der henvender sig, for et forløb hos mig udøver flere forskellige former for vold mod deres partner. Min erfaring er, at den fysiske vold er den type vold, der er nemmest ”at opdage” hos sig selv.
Men fysisk vold står sjældent alene, så derfor har jeg lavet en lille oversigt over de forskellige voldsformer, så du kan blive klogere på, om du bruger andre former for vold end den fysiske. Du kan evt. læse de forskellige punkter, og lave en lille liste over dine voldsformer, som vi kan tage udgangspunkt i, i vores samtaler.
Fysisk vold
De mennesker jeg taler med, der er fysisk voldelige overfor deres partner, beskriver ofte, at de går rundt en rum tid og er indebrændte, for pludselig at tænde helt af over en lille ting. Nogle gange går det rigtig hurtigt fra 0 til 100.
Den fysiske vold kan fx være, at du slår din partner med flad hånd eller knytnæve, det kan være at du har taget kvælertag på din kæreste. Det kan også være at du skubber, fastholder eller niver/bider din kæreste i de pressede situationer. Det er bare nogle af de eksempler der findes på fysisk vold.
Psykisk vold
Min erfaring er, at der groft sagt findes to forskellige typer psykisk vold.
Den ene type psykisk vold er den, der hører sammen med den fysiske vold. Det kan være, at du i situationer, hvor du er aggressiv råber meget højt, siger grimme og nedladende ting til din partner og muligvis truer med fysisk vold, selvmord eller andre ting.
Den anden type psykisk vold, er mere usynlig og ofte mere konstant tilstede i din relation til din partner. Det kan være, at du er jaloux og har et meget stort kontrolbehov, sådan at du fx konstant tjekker din partners telefon, at du hele tiden skal vide hvor din partner er, at din partner ikke må gøre ting uden du har givet lov til det.
Det kan også være, at du manipulerer med din kæreste, at du fortæller usande ting, at du fordrejer sandheden, at du kritiserer og nedgør din partners følelser og tanker. Det kan også være, at du bliver meget rasende, hvis din partner har en anden holdning end dig selv eller at du tænder af over små misforståelser.
Det kan også være, at du meget af tiden fokuserer på, at fortælle din partner at denne er psykisk syg eller på anden måde forstyrret eller unormal. At du fortæller, at din partners følelser og tanker er skøre/onde.
Hvis I har børn sammen kan denne type psykisk vold også vise sig ved, at du konstant nedgør og kritiserer din partners forældrestil og opdragelsesform og at du taler grimt og nedgørende om din partner til jeres fælles børn.
Denne anden type psykisk vold, er mere en voldsform der handler om, hvordan du relaterer dig til din partner, end det er en voldsform der består af enkelte voldelige handlinger.
En klient jeg talte med engang, sagde noget i retningen af ”Når alt er kaos og ubehag indeni en selv, så bliver ens partner til et redskab man kan bruge, til at få det bedre med sig selv”.
Materiel- og økonomisk vold
Materiel vold er når du ødelægger ting og genstande i dit raseri. Det kan være ting du smadrer, eller at du slår hårdt ind i noget der går i stykker. Materiel vold hænger ofte sammen med fysisk vold. Nogle gange er det tilfældige ting du ødelægger andre gange er det mere velovervejet, ting som er vigtige og har en betydning for din partner.
Økonomisk vold, er en voldsform hvor du udøver vold via jeres økonomi. Det kan være, at du nægter din partner at få viden om jeres fælles økonomi, eller det kan være, at du bruger af jeres fælles penge i hemmelighed. Det kan også være at du tager nogle økonomisk risikable beslutninger, der omhandler jeres fælles økonomi uden at inddrage din partner.
Økonomisk vold kan også være, at du fratager hævekortet fra din partner og at din partner skal bede dig om lov til at bruge af egne penge.
Økonomisk vold kan nogle gange være en voldsform man bruger, for at sikre at ens partner har så lidt styr på økonomien, at denne ikke tør gå fra dig.
Seksualiseret vold
Seksualiseret vold kan fx være, at du har voldtaget din partner. Voldtægten kan være helt overlagt fra starten, eller det kan være det starter med fælles ønske om sex, hvor din partner undervejs siger fra og du alligevel fortsætter.
Seksualiseret vold kan også være, hvis du fremsætter forskellige trusler. Fx ”hvis vi ikke har sex så og så ofte, så går jeg fra dig”.
Seksualiseret vold kan også tage andre former end decideret voldtægt. Det kan være at du presser din partner til at have særlige former for seksuelt samvær, som din partner ikke ønsker.
Det kan være, at du rører ved din partner på voldsomme måder, som din partner ikke bryder sig om, men du fortsætter alligevel.
Det kan være, at du er nedgørende overfor din partner omkring dennes seksuelle formåen, at du håner, ydmyger eller gør ondsindet grin med din partners krop, lyde og handlinger under den seksuelle akt.
Det er også seksualiseret vold, hvis man i hemmelighed fjerner kondomet under den seksuelle akt.
Reproduktiv vold
Reproduktiv vold knytter sig til vold som bliver udøvet i relation til at få børn.
Min erfaring er, at det ofte er i relation til, at man skal have børn sammen, at ens vold eskalerer.
Volden kan knytte an til selve graviditeten, fx ved trusler om, at hvis partneren ikke får en abort så går man sin vej, eller at partneren SKAL have barnet, ellers går man sin vej. Det kan også være, at man i hemmelighed er stoppet med prævention, og på den måde tvinger sin uvidende partner til at skulle være forælder.
Under graviditeten kan volden vise sig, med kritiske og nedgørende kommentarer til den gravide krop, og fraværende støtte og følelsesmæssig opbakning til sin gravide partner.
Det kan også være, at man får et ekstremt kontrolbehov, og konstant vil kontrollere hvad ens gravide partner fx spiser og gør.
Når det lille barn er kommet til verden, kan denne voldsform vise sig ved, at man nedgør og ydmyger den anden som forælder. At man konstant kritiserer den anden forælder, både hvordan denne tager sig af barnet og hvordan denne er som forælder. Det kan også være, at man fremstiller sin partner som psykisk syg eller ondsindet.
De klienter jeg taler med ønsker som oftest et parforhold med ligeværdig respekt for hinanden, nærvær, frihed og kærlighed. For at dette kan opnås, er det absolut nødvendigt at stoppe sin vold.